Bilanmeldelser

19jul
2018

ALD tester: Mercedes A-klasse - de gør det igen!

ALD tester: Mercedes A-klasse - de gør det igen!

A-Klassen er nået langt, siden første udgave så dagens lys i ’97. Hvem husker ikke testen, hvor bilen væltede i en såkaldt elgtest. Det er mange år siden, og den nye lancering viser for alvor, hvor vigtig A-Klassen er for Mercedes. Bilen tager et kæmpeskridt ift. tidligere model og A-Klassen sætter for alvor konkurrenterne til vægs.

Vi har testet: A180D og A200 benzin, begge i Business udgaven.

Beskatningspris: ca. 300.000 kr. 

 

The look

Mercedes-Benz sætter en ny standard for klassen med denne bil. Specielt fronten med de flotte forlygter – som også ses på den nye Mercedes-Benz CLS – står særlig stærkt ud. Vælger man AMG Pakken, får man den såkaldte diamantgrill med, og det ser brandgodt ud. Systemerne i bilen er taget fra S-Klassen og i det hele taget er følelsen af luksus til stede, når man opholder sig i bilen. Indvendigt har A-Klassen som standard en bred skærm med fremragende opløsning og lækker grafik. Vælger man Premium Pakken opgraderes skærmen til 10,25. Premium Pakken indeholder desuden KEYLESS GO, interiør-lyspakke, sound system, belyste indstigningspaneler samt armlæn bag. Pakken koster 18.500,- (beskatningsmæssigt) og er alle pengene værd. Vælger man derudover en AMG pakke (18.500,-) samt den adaptive fartpilot (10.309,-), kan man roligt kalde det for en rigtig flot pakke.

Hvordan kører den?

Bilen kører fremragende. Punktum. Den må siges at leve op til sit dynamiske design med fremragende styretøj og en undervogn, der er et perfekt kompromis mellem dynamik og komfort. Bilen er godt støjdæmpet – her er der virkelig sket noget ift. forrige model. I det hele taget henvender A-Klassen sig som aldrig før til kunder, der kører mange km om året. Man sidder rart i sæderne, og justeringsmulighederne er gode. Pladsen fra førersædet og udsynet er rigtig fint. Man kan uden besvær sidde fire voksne i bilen på en længere tur. Bagagerummet er vokset med 29 liter og er nu på 370 liter.

Bilen fås for nuværende i business-udgaven med to motorer; en A180D og en A200 benziner, som begge er lånt fra Renault og Nissan. Begge motorer gør det godt. Benzinudgaven giver dog et mere sportsligt feel grundet lyden og et større kraftoverskud. Begge motorer er som standard i business-udgaven kombineret med en syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse, der virker helt upåklageligt. Benzinudgaven er opgivet til at køre 19,6 km/l og dieseludgaven 24,4 km/l.

”Hey Mercedes, I’m hungry!”

Mercedes introducerer med den nye A-Klasse et nyt system kaldet MBUX (Mercedes Benz User Experience). Kernen i systemet er en personlig assistent, som man kan kommunikere med. Assistenten kan ved stemmekontrol fx skrue op og ned for varmen eller finde nærmeste spisested. Systemet tilpasser sig og bliver hele tiden ’klogere’. Assistenten forstår kun engelske kommandoer, og efter lidt øvelse og tilvænning fungerer systemet egentlig ganske ok. Mercedes udvikler og udvider naturligvis systemet løbende med nye funktioner.

Gode priser

Beskatningsprisen for begge motorer er i runde tal kr. 300.000 – de fleste kan sagtens nøjes med standardudgaven, som absolut er flot udstyret. Importøren har samlet det mest interessante udstyr i få og overskuelige pakker. Indtil konkurrenterne fornyer deres biler i klassen, så har Mercedes-Benz lagt sig i spidsen, og tilbyder lige nu klart den bedste bil i klassen.

Alternativer i denne klasse:

  • BMW 1-Serie
  • Audi A3
  • VW Golf
  • Volvo V40

ALD giver bilen 9 ud af 10 stjerner

Anmeldt af: Søren Andersen, bilanmelder & Senior Account Manager