Bilanmeldelser

20sep
2018

ALD tester: Überlækker Audi A6

ALD tester: Überlækker Audi A6

Det er altid spændende at få lov at prøvekøre en ny bilmodel, og når det samtidigt er den nye Audi A6, ja så er forventningerne per automatik høje. Audi har valgt at ændre modelbetegnelserne; en 2.0 TDI hedder nu 40TDI og en 3.0 TDI har fået betegnelsen 50TDI. Den testede version er en 50TDI, og tak for det skulle jeg hilse at sige. Modellen her er en A6 Limousine 40TDI.

Vi har testet: Audi A6 50TDI

Beskatningspris: 470.000 kr. (for en sedan)

The look

Ved første øjekast ligner den nye Audi A6 en stille fornyelse af en i forvejen pæn bil. Designet udvendigt er klassisk Audi. Personligt synes jeg, det er en flot bil, men jeg finder designet en smule underspillet. Bilen har en ualmindelig lækker kabine, som opleves moderne, knivskarp og med en finish som kun Audi kan lave den. Alt, hvad man rører ved, opleves på et meget højt niveau, specielt de 3 skærme giver en wauw-fornemmelse. Skærmen til klima- og navigationsanlægget er trykfølsom og giver god respons, som man hurtig vænner sig til. Skærmene ser ualmindeligt lækre ud i en høj opløsning. Skærmen bag rattet på 12,3”er tilkøb og kobles sammen med navigationsanlægget. Denne detalje fungerer fremragende og fås ikke bedre. Bilen var udstyret med B&O Premium Sound System til en beskatningspris på 24.967,- hvilket jeg syntes er alle pengene værd.

Hvordan kører den?

Den kører (som forventet) fremragende! 286HK fra en 3 liters diesel og firehjulstræk, koblet på en 8 trins dobbeltkoblingsgearkasse, det dur! Nu er det begrænset, hvor meget Audi A6 jeg tidligere har kørt, men den har taget mig med storm. Bilen er meget støjsvag og et utroligt behageligt selskab på motorvejen. Styretøjet er godt afstemt og på mindre veje med sjove sving, opfører bilen sig eksemplarisk dog uden at være decideret sjov. Man sidder meget behageligt i de læderbetrukne sæder (ekstraudstyr), og man kan køre i timevis uden at blive træt. Den prisvenlige 4 cylindrede 40TDI lander først i Danmark til oktober, og det forventes at blive den, de fleste vil vælge. Beskatningen starter ved 470.000,- for en sedan og 504.000,- for en såkaldt AVANT. Beskatningen på den testede bil sneg sig lige over en million, men mindre kan sagtens gøre det.

Er sikkerheden i orden?

Bilen er med helt fremme med hensyn til sikkerhedssystemer. Adaptiv fartpilot, lane assist, 360 graders sensorer; listen er – med sine total 39 systemer – lang. Den adaptive fartpilot koster 18.000,- og det fungerer fantastisk på særligt de lange ture. Adaptiv fartpilot er det nye sort hos firmabilsbrugerne, og har man først kørt med det, vil man aldrig af med det igen. Kø og tæt trafik på motorvejen opleves ganske enkelt mindre trættende, og systemet i Audi A6 er det bedste system, jeg til dato har prøvet. Audi fortæller, at deres demobiler alle har adaptiv fartpilot, så kunderne kan opleve systemet, når de testkører bilen.

Hård konkurrence

Konkurrencen i klassen har aldrig været hårdere. Jeg vil påstå, at med en beskatningspris der starter ved 470.000,-, så har Audi et stærkt kort i konkurrence med BMW 5-serie og Mercedes-Benz E-Klasse. A6 fremstår specielt indvendigt mere moderne end konkurrenternes, og taler vi stationcar, er Audi A6 i mine øjne klart den flotteste. Ønsker man en 6-cylindret diesel ser billedet helt anderledes ud. Selvom Audi A6 med denne motor altid er en Quattro, så er beskatningen på 681.560,- signifikant højere i forhold til BMW 5-serie som starter ved 575.000,- for en 265HK. Sedan og Mercedes-Benz E 350 CDI sedan med 286HK der starter ved 590.000,-. Quattro er Audis betegnelse for firhjulstræk.

Uden at have prøvet den 204HK, som kommer til oktober, så har Audi igen bilen, der kan tage kampen i premium segmentet. Bilen har et langtidsholdbart design, den kører fremragende og har en kabinen med en wauw-faktor, som ingen bil i klassen kan matche.

Alternativer i denne klasse:

  • Mercedes-Benz E-Klasse
  • BMW 5-Serie
  • Volvo S90/V90

ALD giver bilen 9 ud af 10 stjerner

Anmeldt af: Søren Andersen, bilanmelder & Senior Account Manager