Nyheder

10jul
2017

Skal du på bilferie?

Skal du på bilferie?

Du er måske en af de mange ALD-bilister, der har bilferie stående i kalenderen. Bilen tankes og navigationen indstilles til sydligere himmelstrøg mod varmen og vandet. Tid til ubekymrede dage og gode oplevelser.

Men hvad hvis uheldet er ude, du løber ind i punktering eller driftsstop? Så får du muligvis brug for at ringe til ALD Kundeservice, Vejhjælp eller SOS International. Som en service har vi pakket vores App – ALD mobile, med de nyttige numre og informationer, du har brug for.

Hent ALD mobile i App Store og Google Play og gør feriepakningen lidt lettere.


Gode råd og informationer til en ferieklar bil

  • Kontroller dæktrykket, eventuelt også i reservehjul

Hvis du kører med fuldt læs, anbefaler vi at køre med højere dæktryk end normalt. I bilens instruktionsbog kan du læse om anbefalet dæktryk for netop din bil.

  • Kontroller oliestand før afgang og efter første tankstop

Motoren bruger mere olie ved høj hastighed, derfor anbefaler vi hyppigere kontrol end sædvanligt.

  • Kontroller sprinklervæskeniveau
  • Placér tung bagage så langt fremme mod bagsideryglæn som muligt


Registreringsattest

Når du skal til udlandet, skal du medbringe Del 1 af registreringsattesten som dokumentation for køretøjets registrering overfor udenlandske myndigheder. Har du netop fået din bil og endnu ikke modtaget den originale registreringsattest, kan du ansøge om en tidsbegrænset attest på et skattecenter. Den koster 100 kr. og er gyldig 1 måned. Du kan bestille del 1 af den originale registreringsattesten på my.ald.dk.

Rødt kort

Rødt kort skal medbringes ved kørsel i udlandet og har ingen udløbsdato. Du kan nøjes med at medbringe dette digitalt ved at downloade SOS Internationals app eller du kan printe det fra SOS Internationals hjemmeside. 

Kortet indeholder oplysninger om alarmcentralen SOS International A/S, der kan kontaktes 24 timer i døgnet i tilfælde af uheld eller havari.

Kortet dokumenterer, at din bil er kaskoforsikret og giver bl.a. ret til vejhjælp, fremskaffelse af reservedele, bjærgning, starthjælp osv. Ved alvorligere problemer giver kortet ret til betaling af uforudset hotelophold mv. Se den fulde dækning på SOS Internationals app eller hjemmeside.

Grønt kort

Grønt kort er et bevis på, at bilens ansvarsforsikring er betalt og dækker i henhold til det pågældende lands lovgivning.

Du behøver ikke medbringe det grønne kort i EU-lande eller i Norge, Island, Schweiz, Andorra og Serbien. Her er din danske nummerplade bevis på din ansvarsforsikring. Der er dog stadig lande uden for EU, hvor du skal medbringe det grønne kort. Hvis du er forsikret gennem ALD Forsikring og du skal køre til et af landene på denne liste, skal du kontakte os på telefon 33 55 80 60 eller forsikring.dk@aldautomotive.com for at få tilsendt det grønne kort. Er bilen forsikret via andet forsikringsselskab, skal du kontakte dette.

Når du har fået tilsendt det grønne kort, har dette en gyldighed på 1 år. Du skal selv huske at forny det, hvis du skal bruge det igen.

Sikkerhedsveste og advarselstrekant

Sikkerhedsveste er lovpligtige i blandt andet Frankrig, Italien, Spanien og Østrig. Hvis du ikke har nogen sikkerhedsvest, er du velkommen til at ringe til vores kunderservice på tlf. 3355 8050, så sender vi gerne en vest til dig.

Miljømærkatpligt til miljøzoner i Europa

En række byer i Tyskland og Italien kan udstede køreforbud i miljøzoner, såfremt bilen ikke er forsynet med en særlig miljømærkat. Læs om miljøzonerne hos FDM.

Motorvejsmærkater

Motorvejsmærkater er påkrævet i Østrig, Schweiz, Slovenien, Rumænien, Ungarn, Bulgarien og Tjekkiet. Mærkaterne kan du købe ved grænsen eller hos FDM.

Ved skade i udlandet

Hvis du er impliceret i et færdselsuheld, er det vigtigt at få modpartens:

  • Navn
  • Navn på forsikringsselskab
  • Registreringsnummer
  • Nationalitet på bilen
  • Mærke og type på bilen
  • Dato, sted og land for uheldet
  • Navn på evt. vidne(r)
  • Tag gerne foto af skade på egen og modpartens bil, skadessted og bilens placering
  • Hvis modparten kører i lastbil med trailer, er det også vigtigt at få registreringsnummeret på hovedvognen.


Ved glasskade i udlandet

Din feriepakkede bil er et attraktivt mål for indbrudstyve i udlandet, hvor din nummerplade afslører dig. Desværre sker det, at vores kunder står med en smadret side- eller bagrude, men der er ingen grund til at fortvivle, for ALD’s samarbejdspartner Carglass hjælper dig – også i udlandet. Hvis ruden er knust, kan den hurtigt udskiftes og ofte endda ved hotellet eller campingpladsen. Bilen regøres også for eventuelle galsskår, så ingen kommer til skade.

Carglass er verdens største bilrudespecialist og har søsterselskaber i stort set hele Europa. Du ringer blot til Carglass i Danmark på telefon +45 7011 9911.

 

God sommer og kør forsigtigt!