Nyheder

11apr
2019

WLTP: Ro om afgiftsændringer i denne omgang

WLTP: Ro om afgiftsændringer i denne omgang

Forventningen om stigende bilpriser på grund af ændringer i registreringsafgiften, er nu afløst af ro på bagsmækken. Regeringen fik i sidste øjeblik hastevedtaget en lov, som forlænger den nuværende overgangsordning til udgangen af næste år. Den såkaldte WLTP-metode til beregning af bilernes brændstofforbrug, vil altså først kunne påvirke bilpriserne i 2020, med mindre regeringen inden da foretager ændringer i afgiftssystemet, som forhindrer dette.

Afgifterne og dermed bilpriserne fra før 1. april 2019 kan altså fastholdes uændret indtil da.

Hvad er WLTP og hvad indebærer overgangsordningen?

WLTP betyder Worldwide Harmonized Light-Duty Vehicles Test Procedure. WLTP er en ensartet testmetode til fastlæggelse af brændstofforbrug og udstødningsemissioner i hele verden. Testen udføres på baggrund af mere realistiske parametre end den hidtidige NEDC-metode, som har givet anledning til en del debat i de senere år.

Overgangsordningen betyder, at NEDC-metoden med et tillæg på 10% fortsat danner grundlag for beregningen af registreringsafgifterne i Danmark. Det giver den danske regering mulighed for at undgå utilsigtede prisstigninger som følge af WLTP i en periode, hvor pilen ellers har peget i retning af lavere registreringsafgifter.

Vil du vide mere om WLTP, kan du læse mere på siden her: WLTP.

Vi anbefaler dig også at tage fat i din ALD-kontaktperson, hvis du står overfor at skulle vælge ny bil og er i tvivl om, hvad WLTP kommer til at have af betydning for dette.