ALD Automotive støtter et lokalt cykelprojekt i Høje Taastrup Kommune, der skal hjælpe med at få flere børn til at tage cyklen på vej til skole. Færre danske børn cykler nemlig i skole, og det er problematisk. Projektet samarbejder med tre udvalgte skoler til at starte med, og ALD Automotive støtter projektet med blandt andet nye cykler.
Flere danske børn skal cykle i skole. Det er målet med det nye projekt, som ALD Automotive støtter og som finder sted i Høje Taastrup kommune. En vigtig brik i initiativet er de lokale skoler, for cyklen skal være en naturlig del af skolen på samme måde som bøger og penalhus. I første omgang er de tre inspirationsskoler - Taastrup Realskole, Borgerskolen og Sankt Pauls Skole - udvalgt til at være en del af projektet. Skolerne er valgt på grund af deres engagement og vilje i Cyklistforbundets konkurrence "Alle børn cykler" samt deres fokus på forbedring af trafiksikkerheden omkring deres skoler, og de skal gå forrest og inspirere byens øvrige skoler.
Der vil i projektet være forskellige elementer, herunder interne konkurrencer på de tre skoler samt fokus på forældres adfærd og ændring af vaner.
Fokus på sundhed og trafiksikkerhed
Projektet rummer flere aspekter, for mens det vil gavne sundheden og børnenes kørefærdigheder i trafikken, at flere børn cykler til skole, vil det også få betydning for mængden af biler i morgentrafikken. Et område, hvor størstedelen af skolerne i Høje Taastrup oplever problemer. ALD Automotive støtter projektet med fem nye cykler, der kan anvendes af elever og lærere, der ikke har en cykel.
"Vi ser en tendens, hvor flere børn indtager bagsædet i forældrenes bil hver morgen på vej til skole, og når de skal til fritidsaktiviteter. Det er en udvikling, vi gerne vil være med til at vende, for cykling gavner både børnenes sundhed og trivsel. Flere cykler og færre biler i morgentrafikken vil derudover have en positiv effekt for trafiksikkerheden. Hos ALD Automotive er vi begejstrede for at støtte et vigtigt projekt som dette, og vi ser frem til at følge resultaterne, der forhåbentligt vil inspirere andre i Danmark," fortæller Hadrien Boisseau, Country Managing Director hos ALD Automotive Danmark | LeasePlan Danmark.