Artikler & Tips

07jun
2024

Bilferie: Tips til opladning i udlandet

Bilferie: Tips til opladning i udlandet

Skal du på ferie eller forretningsrejse i udlandet med din elbil? Der er ingen grund til bekymring, for en køretur med din elbil kan være lige så glat og problemfri som en traditionel bilferie. I denne artikel deler vi en række værdifulde tips og råd om opladning i udlandet, så du kan fokusere på at nyde turen uden at bekymre dig om strømmen. 


Undersøg din rute hjemmefra

Hvor går turen hen? Antallet og placeringen af ladestandere varierer betydeligt fra land til land. Holland har et meget tæt netværk af ladestandere, hvilket også gælder for Norge og Sverige, hvor der er rig mulighed for opladning. Til gengæld kan lande som Spanien og Frankrig have mere sparsomme netværk, hvilket resulterer i større afstande mellem ladestationerne.

I alt findes der omkring 700.000 ladepunkter i Europa, så der er mange lademuligheder, men det kræver stadig planlægning undervejs. Går turen sydpå, kan vi anbefale Elbilforeningens guide til sydpå, hvorimod hvis turen går nordpå, er denne guide til nordpå anbefalingsværdig. 


Download disse apps

Der findes flere apps og hjemmesider, som kan hjælpe dig med at finde ladestationer på tværs af ladeoperatører. Det kan give en tryghed at undersøge ruten hjemmefra, hvis det er første gang, du er på ferie i udlandet med din elbil. Vi anbefaler følgende apps: 

  •  A Better Routeplanner (ABRP) 
  • Chargefinder 
  • Clever 

Følg bilens anbefalinger

Moderne elbilers navigationssystemer bliver stadig mere avancerede og kan hjælpe dig med at planlægge opladningsstop. De fleste elbiler kan automatisk beregne de mest effektive ruter inklusive opladningspunkter, mens det i andre biler kan være nødvendigt, at du selv planlægger ruten mere detaljeret. Vi anbefaler altid at følge bilens anbefalinger, men derfor er det stadig en god idé at undersøge hjemmefra, hvor stor afstanden mellem ladestationer er i de lande, du planlægger at besøge. 


Kan jeg bruge mit Clever abonnement i udlandet? 

Vi samarbejder med Clever og tilbyder derfor vores kunder abonnementsløsningen Clever Complete, der giver adgang til Clevers mange ladestationer rundt omkring i Europa. I Clevers app kan du se de 14 offentlige ladenetværk, der er i Norge, Sverige, Frankrig, Holland, Tyskland og Østrig. Vær dog opmærksom på, at et Clever-abonnement ikke dækker opladning i udlandet, som din arbejdsgiver betaler for. I stedet har du mulighed for at gøre brug af roaming, som i nogle tilfælde kan afregnes direkte via ALD Automotive, mens du i andre tilfælde skal foretage udlæg med dit eget eller firmakreditkort, afhængigt af din aftale med din arbejdsgiver. 

Det er altid en god idé at orientere dig hos din arbejdsgiver om interne regler og holdninger til roaming og opladning i udlandet.


Brug lynopladning og udnyt pauserne 

Det er vigtigt at være opmærksom på, at det ikke altid er nødvendigt eller hensigtsmæssigt at vente på, at din elbil oplades til 100 %, især når du benytter dig af hurtig- eller lynladere. Når batteriet nærmer sig fuld opladning, falder ladefarten markant, hvilket fører til unødvendig ventetid. Som en generel tommelfingerregel anbefales det derfor at lade op til omkring 80 % af batteriets kapacitet, før du fortsætter din rejse. Dette sikrer en effektiv udnyttelse af ladetiden, samtidig med at du har tilstrækkelig rækkevidde til din destination. De fleste elbiler kan i dag oplade deres batteri fra 10 % til 80 % i løbet af 25-35 minutter, så sørg for at bruge pauserne på at strække benene og få tanket op på dine egne batterier. 

Opladning under ophold?

Tilbyder sommerhuset, hotellet eller campingpladsen, I skal overnatte på, opladning? Det er altid en god idé at undersøge hjemmefra, om det er muligt at lade på stedet – eller på en ladestation i nærheden. Der findes efterhånden flere bookingsider, heriblandt Booking.com, Euro-camping og Hotels.com, hvor man kan sortere på steder, som tilbyder ladefaciliteter til elbiler. Er det ikke muligt at lade, hvor I skal overnatte, anbefaler vi ikke Mode-2-opladning eller ”mormoropladning”. Ifølge Sikkerhedsstyrelsen skal man være varsom på denne type opladning, da den lokale elinstallation ikke kan altid kan klare opgaven. 

Klar til turen

Nu mangler du kun at pakke din bagage og nyde din ferie med elbilen. Har du yderligere spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte vores kundeservice på 3355 8000 eller kundeservice.dk@aldautomotive.com.

Vi ønsker dig en rigtig god, elektrisk køretur!