Nyheder

11jul
2016

ALD på 2 hjul - vi støtter drenge på kanten, så de kan komme tilbage til fællesskabet

ALD på 2 hjul - vi støtter drenge på kanten, så de kan komme tilbage til fællesskabet

ALD Automotive tager socialt ansvar og støtter via et partnerskab med LøkkeFonden op om Danmarks drengeproblem. I juni deltog en flok aktive medarbejdere i LøkkeFondens Challenge 2016 – struktureret cykeltræning over en længere periode med drengene tilknyttet fonden, som afsluttedes med 5-dages cykelløb fra Aarhus til København, hvor ALD deltog på den sidste ca. 100 km lange strækning fra Ringsted til målet i København. En meget våd og kold tur i silende regn, men med om muligt endnu mere stolte deltagere i mål. Biler er biler. Det er menneskene bag der gør forskellen. 

Drenge klarer sig dårligere i skolen

Gennem de sidste 4 år har LøkkeFonden gennemført en række projekter, der skal få drenge på kanten tilbage til fællesskabet. Der er dobbelt så mange drenge som piger, som ikke har tilstrækkelig læsefærdigheder, markant flere drenge modtager specialundervisning, og drengene må også se sig overhalet af pigerne efter folkeskolen, hvor flere drenge dropper ud fra deres uddannelse og har svært ved at finde et arbejde

”Som virksomhed vil vi gerne gøre en forskel – hjælpe drenge i vores lokalområde til at finde deres styrker, og troen på de kan noget. Det er vigtigt for os som arbejdskraft i vores virksomhed, og det er vigtigt for Danmarks fremtid”, siger HR-direktør Winnie Holm, ALD Automotive.

En struktureret hverdag og sundere livsstil med cykeltræning

LøkkeFonden gennemfører dels DrengeAkademiet – en to uger lang sommercamp for de drenge, som halter bagefter i folkeskolen. Det har givet bemærkelsesværdige resultater: På blot 14 dage er det i gennemsnit lykkedes drengene at løfte sig med, hvad der i gennemsnit svarer til 3 læringsår i matematik, stavning og læsning. Dels ”LøkkeFondens Challenge 2016”, som hjælper en gruppe drenge i alderen 16-21 år med at opnå en mere struktureret hverdag, få mere selvtillid og en sundere livsstil gennem cykling. Drengene bliver mentalt og fysisk coachet af de tidligere professionelle cykelryttere Michael Sandstød og Jimmi Madsen i et 16-ugers udviklingsforløb op til LøkkeFondens Rundt i Danmark, som blev afholdt fra den 25.-29. juni i år.

”Som medarbejder er gevinsten ved projektet i høj grad følelsen af at kunne gøre en forskel, hvad enten den er stor eller lille, og som ekstra bonus har jeg deltaget i cykeltræningen, og det er livsbekræftende at opleve energien, der skabes i drengene - både de, der har overskud, og de der kæmper”, siger Account Manager Rune Hald, der er én af de mange ALD Automotive kolleger, der er gået aktivt ind i projektet for 2. år i træk. 
 
ALD støttede også med en varevogn på turen til at rumme friske forsyninger, så vi var med på både to og fire hjul. Vi ønsker drengene god vind fremover og godt gået til alle, der deltog!